Sabroe og syndefald

10 nov

Der er ikke noget som at blive provokeret. Få rykket sine holdninger, vendt sine egne sandheder på vrangen eller bare bliver rykket lidt rundt i ens egen hverdag. Og jeg har det faktisk ret godt med alle de debatter, der er her, der og i alles frokostpauser, mødregrupper og parmiddage om de sociale medier, vores visuelt drevne kultur og hvad alle de filtre og fotos gør ved vores fremstilling af os selv og vores forståelse af andres liv.

Og der bliver talt meget om, at vi jo redigerer, photoshopper og kuraterer vores livs fortælling. Og hvad værre er: vi stræber efter at være perfekte. At det er blevet en af hvor tids mest fortærskede klicheer – at kvinderne både vil have spelt i mund og attaché-mappe under armen, mens mændene på en gang skal være virile alfa-hanner men også fædre der overbevisende taler både giraf-sprog og palæo-lingo – er der intet nyt i. Dét, der provokerer mig er, når det pludselig bliver brugt som et adelsmærke, at man svigter sit selvskabte ansvar og den pligt der følger med at blive forælder – for hvad? For at følge sin ’lyst’.

Min forargelse blev sat i gang, da Morten Sabroe iklædt panderynke og flaneur-skjorte, gav en amuse-gueule på sin nye bog ’Libido’. Her beskriver han stolt, hvordan han forlod sin kæreste og deres kolik-ramte spædbarn, får at følge sine længsler. Datteren er naturligvis selv skyldig i dette svigt for ‘Min datter skreg. Hendes skrig forandrede vores liv. Hun var så uperfekt som et spædbarn kan være. Hun satte en revolution i gang. Min lille skrigende heltinde.”

Han forherliger sammenbruddet af den familie, han selv har medvirket til at stifte, og dækker sig ind under, at det er hans egen seje fuck-finger, til det perfekte liv vi andre tabere angler efter. Men er det ikke ham, der har tabt? Beviser det essay (og det livssyn Sabroe gør sig til eksponent for), at han om nogen har ligget under for ideen om det perfekte familieliv? Og det sekund varen ikke kunne leveres af kæreste og førstefødte, skred han mod nye og mere barmfagre horisonter.

I mine øjne er det i den grad at skyde under målet, hvis man tror, at vi som medieforbrugere ikke kan adskille billedfantasier fra virkelighed. Og jeg tror i endnu større grad, at ideen om perfekte børn, perfekte forhold og perfekte liv hører reklamer fra 50’erne til og ikke den virkelighed, vi lever i netop nu.

Som mor til to, kæreste til en og veninde til mange, føler jeg mig i den grad talt ned til, når Sabroe hævder, at man er mere revolutionær og  tro mod sig selv, hvis man giver op og rykker videre ’when the going gets tough’. Jeg kender ingen kvinder (eller mænd for den sags skyld), der tror, at det at få børn er en ’walk in the park’. Og jeg kender endnu færre, der tror, at det at få børn er lig med at skabe et glansbillede af ens liv.

Hvis der er noget familielivet ikke er, er det glamourøst. Det er vel faktisk netop det modsatte. Glamour er lig med smukke facader, vidtløftige fantasier, uhåndgribelig skønhed og ophøjede personligheder. Familieliv er nærhed, intimitet, tunge bleer og trætte bryster. Når man skaber en familie ved man ikke, hvad man går ind til. Men vejen derhen er tyk, tung og træt (og forventningsfuld og fin), så man skal være mere end almindeligt tykhudet (eller libido-drevet), for ikke at kunne regne ud, at perfektion er det absolut første begreb man giver afkald på, når man vælger at sætte nyt liv i verden. Man mister kontrol og man modtager kaos. Tager man den opgave på sig og alvorligt, får man hele verden og mere igen. Vælger man at lade være, kan man skrive en bog om andres indskrænkede liv, harcelere over vores jagt på det perfekte – og så føje spot til skade ved at smække en storbarmet side 9 pige i Scarlett Johanneson trusser på forsiden. Og så bare krydse fingre for, at den bliver en bestseller.

Reklamer

6 kommentarer to “Sabroe og syndefald”

  1. Julia november 10, 2013 hos 9:42 pm #

    Kære Sine, Jeg ville ønske jeg kunne starte en debat her, men jeg er vild med dit svar. Familielivet er hvad det er, og det er her vi alle sammen kæmper den store kamp for kærlighed og fællesskab. Og du har ret – i din kritik af Sabroe. KH J

    • vouloircestpouvoir november 12, 2013 hos 2:11 pm #

      Kære Julia,

      tak for dit svar – og mere tak for, at du bruger dit blogforum som afsæt for vigtige debatter. Lad os håbe det ikke stopper her.

      KH Sine

  2. Sara november 10, 2013 hos 9:52 pm #

    Spot on!

  3. cristine november 10, 2013 hos 10:00 pm #

    Hej Sine
    Enig, på mange punkter. Men jeg er også interesseret i, at finde ud af, hvorfor, der så tales så meget om alle dem, der mener, det hele skal være perfekt? Hvis de ikke findes, som du siger – eller fortæller, at du ikke kender nogen, der vil have det skal være perfekt -hvorfor tales der så så meget om dem/os/dig/mig?

    Jeg undres over, at vi kan være så irriteret på noget, som alle siger de ikke kender til? Hvis ingen går fordi de havde håbet på noget perfekt, hvis ingen går ned med stress, fordi det hele ikke er perfekt, og hvis ingen løber marathon og vil tabe 10 kg. fordi de vil være perfekte, hvorfor taler vi så om det?

    Og nej, han skal ikke gøre det til en dyd at gå, fordi hans barn skriger. Min søn lagde ud med kolik i 3 måneder, og både jeg og min mand er her stadig. Det er nemt at harcelere, når man selv er gået -enig. Men er det taget fuldstændigt ud af det blå? Er der ikke en vis grad af sandhed i, at dem, der er stået af ræset -dem, der gik – kan sidde og se på os, der halser derud af, og forsøger at leve op til en hulens masse, som vi ikke kan? Måske også selvom vi ikke føler det?

    Jeg tror ikke på, at der ville blive skrevet bøger om noget som helst, hvis intet var sandt eller kun for egen vindings skyld. Så er der selvfølgelig grader af sandheden. Men jeg tror sgu alligevel, at Morten har ret i nogle punkter.
    Mvh. Cristine

    • vouloircestpouvoir november 12, 2013 hos 2:09 pm #

      Kære Cristine,

      Mange tak for din relevante kommentar.

      Jeg anfægter ikke, at det moderne liv og hvad dertil hører af krav er stressende for nogen og hårdt for mange. Jeg anfægter, at vi tilskriver alle vores problemer det bekvemt diffuse begreb ‘Det perfekte liv’.
      Sabroe dækker sig selv og sine (i mine øjne) selviske valg ind, ved at afskrive jagten på et perfekt liv.

      Jeg tror ikke, at problemet for vor tids forældre ligger i, at vi prøver at være perfekte. Jeg tror problemet ligger i, at vi må acceptere, at tilvalget af børn er lig med fravalg af andre ting. Vi kan ikke både sprinte op af karriere-stigen og samtidig indgå i en fuldfed kvalitetssymbiose med vores små børn. Vi kan ikke insistere på at få vores egne behov dækket hvad enten de omhandler at have masser af nyforelsket sex, skrive en stor samtidsroman eller gennemføre en ironman SAMTIDIG med, at vi dækker vores små børns mange og store behov – af både praktisk og følelsesmæssig karakter.

      Der er slet ikke noget galt i at italesætte, at både omverdenens og (i særdeleshed) vores egne ambitioner, kan være svære at honorere. Der er heller ikke noget odiøst i at indrømme, at alt for mange af os prøver at tilfredstlle alle vores personlige lyster samtidig med, at vi gerne vil være dygtige forældre – og at den ligning er svær, grænsende til umulig, at få til at gå op. Hvad der ikke er i orden, er at hylde den narcissistiske resignation, som en forbilledlig adfærd – og trække på skuldrene af de medmennesker der ambitiøst og kærligt knokler på for at rumme familie først og eget ego som nummer to.

      Tillykke med at I klarede 3 måneders kolik, hverdagen – og at du stadig har overskud til at indgå i en vigtig debat.

      Kærlig hilsen

      Sine

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: