Sabroe og syndefald

Der er ikke noget som at blive provokeret. Få rykket sine holdninger, vendt sine egne sandheder på vrangen eller bare bliver rykket lidt rundt i ens egen hverdag. Og jeg har det faktisk ret godt med alle de debatter, der er her, der og i alles frokostpauser, mødregrupper og parmiddage om de sociale medier, vores visuelt drevne kultur og hvad alle de filtre og fotos gør ved vores fremstilling af os selv og vores forståelse af andres liv.

Og der bliver talt meget om, at vi jo redigerer, photoshopper og kuraterer vores livs fortælling. Og hvad værre er: vi stræber efter at være perfekte. At det er blevet en af hvor tids mest fortærskede klicheer – at kvinderne både vil have spelt i mund og attaché-mappe under armen, mens mændene på en gang skal være virile alfa-hanner men også fædre der overbevisende taler både giraf-sprog og palæo-lingo – er der intet nyt i. Dét, der provokerer mig er, når det pludselig bliver brugt som et adelsmærke, at man svigter sit selvskabte ansvar og den pligt der følger med at blive forælder – for hvad? For at følge sin ’lyst’.

Min forargelse blev sat i gang, da Morten Sabroe iklædt panderynke og flaneur-skjorte, gav en amuse-gueule på sin nye bog ’Libido’. Her beskriver han stolt, hvordan han forlod sin kæreste og deres kolik-ramte spædbarn, får at følge sine længsler. Datteren er naturligvis selv skyldig i dette svigt for ‘Min datter skreg. Hendes skrig forandrede vores liv. Hun var så uperfekt som et spædbarn kan være. Hun satte en revolution i gang. Min lille skrigende heltinde.”

Han forherliger sammenbruddet af den familie, han selv har medvirket til at stifte, og dækker sig ind under, at det er hans egen seje fuck-finger, til det perfekte liv vi andre tabere angler efter. Men er det ikke ham, der har tabt? Beviser det essay (og det livssyn Sabroe gør sig til eksponent for), at han om nogen har ligget under for ideen om det perfekte familieliv? Og det sekund varen ikke kunne leveres af kæreste og førstefødte, skred han mod nye og mere barmfagre horisonter.

I mine øjne er det i den grad at skyde under målet, hvis man tror, at vi som medieforbrugere ikke kan adskille billedfantasier fra virkelighed. Og jeg tror i endnu større grad, at ideen om perfekte børn, perfekte forhold og perfekte liv hører reklamer fra 50’erne til og ikke den virkelighed, vi lever i netop nu.

Som mor til to, kæreste til en og veninde til mange, føler jeg mig i den grad talt ned til, når Sabroe hævder, at man er mere revolutionær og  tro mod sig selv, hvis man giver op og rykker videre ’when the going gets tough’. Jeg kender ingen kvinder (eller mænd for den sags skyld), der tror, at det at få børn er en ’walk in the park’. Og jeg kender endnu færre, der tror, at det at få børn er lig med at skabe et glansbillede af ens liv.

Hvis der er noget familielivet ikke er, er det glamourøst. Det er vel faktisk netop det modsatte. Glamour er lig med smukke facader, vidtløftige fantasier, uhåndgribelig skønhed og ophøjede personligheder. Familieliv er nærhed, intimitet, tunge bleer og trætte bryster. Når man skaber en familie ved man ikke, hvad man går ind til. Men vejen derhen er tyk, tung og træt (og forventningsfuld og fin), så man skal være mere end almindeligt tykhudet (eller libido-drevet), for ikke at kunne regne ud, at perfektion er det absolut første begreb man giver afkald på, når man vælger at sætte nyt liv i verden. Man mister kontrol og man modtager kaos. Tager man den opgave på sig og alvorligt, får man hele verden og mere igen. Vælger man at lade være, kan man skrive en bog om andres indskrænkede liv, harcelere over vores jagt på det perfekte – og så føje spot til skade ved at smække en storbarmet side 9 pige i Scarlett Johanneson trusser på forsiden. Og så bare krydse fingre for, at den bliver en bestseller.