København – del 2

København voksede på mig. Og selvom der blev flirtet med sønderjyske mænd og franske storbyer, gav København ikke op eller slip. Så jeg tumlede fra kollegieliv og Pariser-romancer til en håndværker-hybel på Nørrebro. Med brolagt vej til pizzeriaet, serenader fra brandbiler, veninder der sov på skift i fodenden og katten Marilyn Monroe, der lystigt jagtede potentielle bejlere væk.

Og jeg skrev speciale om angst og vildveje, mens jeg på ingen måde selv var på vildspor. Jeg var hjemme. Og jeg løb gaderne tynde og Københavns maraton med min bedste ven. Og bagefter tog vi til Kashmir koncert og blev enige om, at vi altid havde hinanden. Det håber jeg stadig, at vi har.

Og så så vi landskamp i Parken. Og Morten Helweg var pæn, og modstanderne tabte, og øllene var kolde. Og vi gik til flere fester i Møllegade, men færre fester på kollegiet og pludselig trak noget nyt. Og lykken kom løbende til tirsdagstræning gennem Fælledparken. Og han troede på hurtige biler og langsom madlavning. Og så troede han på mig, selvom jeg hverken var den sygeplejerske, han regnede med, eller indfødt københavner.

Han kendte byen og var på fornavn med hver en kantsten. Og vi måtte gerne cykle på fortovet hjem fra Jazzhouse – mig på styret, mens han trådte i pedalerne. Og pludselig blev det Grundlovsdag, og der blev friet til mig. Dagen efter gik jeg ind på mit job på Politiken og fortalte, at jeg var forlovet. ”Så skal man ikke vente med at blive gift,” rådede min redaktør mig. Og det gjorde vi heller ikke.