København – del 2

København voksede på mig. Og selvom der blev flirtet med sønderjyske mænd og franske storbyer, gav København ikke op eller slip. Så jeg tumlede fra kollegieliv og Pariser-romancer til en håndværker-hybel på Nørrebro. Med brolagt vej til pizzeriaet, serenader fra brandbiler, veninder der sov på skift i fodenden og katten Marilyn Monroe, der lystigt jagtede potentielle bejlere væk.

Og jeg skrev speciale om angst og vildveje, mens jeg på ingen måde selv var på vildspor. Jeg var hjemme. Og jeg løb gaderne tynde og Københavns maraton med min bedste ven. Og bagefter tog vi til Kashmir koncert og blev enige om, at vi altid havde hinanden. Det håber jeg stadig, at vi har.

Og så så vi landskamp i Parken. Og Morten Helweg var pæn, og modstanderne tabte, og øllene var kolde. Og vi gik til flere fester i Møllegade, men færre fester på kollegiet og pludselig trak noget nyt. Og lykken kom løbende til tirsdagstræning gennem Fælledparken. Og han troede på hurtige biler og langsom madlavning. Og så troede han på mig, selvom jeg hverken var den sygeplejerske, han regnede med, eller indfødt københavner.

Han kendte byen og var på fornavn med hver en kantsten. Og vi måtte gerne cykle på fortovet hjem fra Jazzhouse – mig på styret, mens han trådte i pedalerne. Og pludselig blev det Grundlovsdag, og der blev friet til mig. Dagen efter gik jeg ind på mit job på Politiken og fortalte, at jeg var forlovet. ”Så skal man ikke vente med at blive gift,” rådede min redaktør mig. Og det gjorde vi heller ikke.

København – del 1

Mens jeg skrev sidste indlæg følte jeg mig helt utro. Overfor dig København. Du er faktisk min mest oprigtige og sejlivede kærlighedsaffære, og selvom vi ikke altid har været i øjenhøjde, selvom jeg har forbandet dig for at være for stor, for lille, for ordinær, for krævende, for graffiti-malet eller for provinsiel, så mener jeg det jo ikke så slemt. For jeg elsker dig jo. 

Lige siden jeg som 4-årig kørte med en lilla ballon fra Tivoli i hånden – træt og ved midnatstid – med S-tog fra Hovedbanegården, syntes jeg København var smuk, rå, magisk. Jeg ville så gerne bo her. Og da det endelig skete, da jeg som 20-årig flyttede til Nørre Allé og Egmont kollegiet, havde jeg svært ved at tro mit eget held. Byen var smuk, selv når den var grim.

Jeg elskede søerne ved midnatstid, der i bedste dansk fredsommelig stil, havde en æg-læggende-høne og ikke en storladen ørn som vartegn. Jeg elskede Nørrebros gode genbrugsbutikker og øko-take away. Og jeg elskede at drikke vin på græsplænen i fælledparken, handle i Netto ved Vibenhusrunddel, at cykle til Skt. Hans Torv og gå på date på Pussy Galore. 

Og jeg var virkeligt vild med at cykle til Halvandet i høje hæle og kortkjole, drikke hvidvin og vælte på cyklen. Eller drikke kaffe på ’Barstarten’ på Kapelvej med min smukke, aristokratisk udseende veninde, som arbejdede der og var ’dus’ med hele redaktionen på P3. Og jeg elskede at være bartender på byens eneste provinsielle diskotek, hvor der var dobbelt-op om torsdagen og folk snavede på dansegulvet til tonerne f MC Einar og Stereo MCs, mens Kurt Trampedachs voldsomme ansigter stirrede på dem.

Jeg er slet ikke færdig med at skrive om dig, København.