Tag Archives: vemod

Om tidlige morgener og vemodige minder

27 nov

Sidste år på denne tid havde jeg en lille baby. Der var mor-syg, blød og blid. Og vågen. Klokken 5. Hver morgen. Jeg var på barsel, og jeg nød det endnu mere, end jeg har indrømmet overfor mig selv. At være på nogens mor på fuld tid. Men når det er så tidligt om morgenen, at det mere minder om nat, er babyliv og moderfølelser knap så romantiske. Særligt fordi hjemmet skulle holdes tyst, så storebror ikke vågnede træt og morgengnaven.

En morgen gjorde jeg det eneste, jeg kan finde ud af at gøre i søvne. Jeg tog løbetøj, løbesko, reflekser og pandebånd på. Og jeg pakkede den lille morgenfriske baby i et overdådigt mismask af rulam, goretex, fleece, uld og hvad der ellers kunne holde ham varm. Og så løb vi. Under en frostklar stjernehimmel omkring søerne, hvor nogen stavrede hjem fra byen, andre var på vej ud på avisruten, men de fleste – langt de fleste – holdt sig fra gaden og gassede sig i deres seng. 

Som jeg løb der med min pludrende løbemakker, tænkte jeg bestemt ikke, at netop dette minde ville jeg tænke tilbage på med vemod. Jeg tænkte snarere på, hvornår denne søvnfase mon ændrede sig; hvad der mon ventede os om en uge, en måned, et år; og så tænkte jeg på den kaffe, der ventede på mig, når jeg kom hjem.

Nu savner jeg de morgener. Jeg er stadig oppe ved fem-tiden, men nu sover resten af min familie (for det meste) videre. Og jeg er alene ude på mine frostklare og nattesorte morgenture. Og jeg savner min lille-bitte løbemakker, der nu er en stor, flot fyr  – som hverken er morsyg eller blid længere. Den fase må han gerne vende tilbage til.

%d bloggers like this: