Om tidlige morgener og vemodige minder

Sidste år på denne tid havde jeg en lille baby. Der var mor-syg, blød og blid. Og vågen. Klokken 5. Hver morgen. Jeg var på barsel, og jeg nød det endnu mere, end jeg har indrømmet overfor mig selv. At være på nogens mor på fuld tid. Men når det er så tidligt om morgenen, at det mere minder om nat, er babyliv og moderfølelser knap så romantiske. Særligt fordi hjemmet skulle holdes tyst, så storebror ikke vågnede træt og morgengnaven.

En morgen gjorde jeg det eneste, jeg kan finde ud af at gøre i søvne. Jeg tog løbetøj, løbesko, reflekser og pandebånd på. Og jeg pakkede den lille morgenfriske baby i et overdådigt mismask af rulam, goretex, fleece, uld og hvad der ellers kunne holde ham varm. Og så løb vi. Under en frostklar stjernehimmel omkring søerne, hvor nogen stavrede hjem fra byen, andre var på vej ud på avisruten, men de fleste – langt de fleste – holdt sig fra gaden og gassede sig i deres seng. 

Som jeg løb der med min pludrende løbemakker, tænkte jeg bestemt ikke, at netop dette minde ville jeg tænke tilbage på med vemod. Jeg tænkte snarere på, hvornår denne søvnfase mon ændrede sig; hvad der mon ventede os om en uge, en måned, et år; og så tænkte jeg på den kaffe, der ventede på mig, når jeg kom hjem.

Nu savner jeg de morgener. Jeg er stadig oppe ved fem-tiden, men nu sover resten af min familie (for det meste) videre. Og jeg er alene ude på mine frostklare og nattesorte morgenture. Og jeg savner min lille-bitte løbemakker, der nu er en stor, flot fyr  – som hverken er morsyg eller blid længere. Den fase må han gerne vende tilbage til.

Om ikke at løbe

Hvert år ved maraton-tid plejer jeg at skrive et indlæg om at løbe. Jeg fremhæver altid, at man aldrig fortryder en løbetur, at løb ikke kun er træning for kroppen men også for hovedet, og at et maraton er et maraton – uanset om det løbes på to og en halv time eller på seks.

Men jeg har vist glemt at skrive, hvornår man ikke skal løbe. Det burde være selvindlysende, men det er det langt fra. Du skal naturligvis ikke løbe, hvis du er skadet, ikke har trænet eller er syg på maratondagen. Men der er endnu en grund, der er lige så vigtig men knap så accepteret blandt os, der er blevet hooked på endorfin-rus, duften af våd asfalt, syntetisk energi-drik i skrappe farver og timevis af monotone afsæt i vores yndlings air/free/gel/zoom/boost-sko. Du skal aldrig løbe maraton, hvis det går ud over din familie.

Inden jeg selv fik børn, trawlede min man og jeg igennem Runner’s World, I Form og Marathon-avisen for at blive inspireret til vores kommende bedrifter i løbesko. For hvad man ikke ved inden man har løbet sit første maraton er, at mere oftest vil have mere. Vi havde knapt krydset målstregen i Berlin, før vi undersøgte, hvordan vi fik startnummer i New York.

I Marathon-avisen blev en dansker fremhævet som et lysende eksempel på en dedikeret atlet, der var gået fra at være simpel motionist til benhård maraton-mand. Omtalte løber havde på et enkelt år løbet 100 maraton. Og det var kun begyndelse, skrev journalisten begejstret. Han skulle nemlig løbe mange flere, hurtigere og sikkert også længere. Jeg læste glubsk om denne ’running wonderboy’. Hvordan gjorde han det? Artiklen fremhævede det som en særlig dyd, at manden var så dedikeret og stålsat: når han satte sig et mål, blev det nået – koste hvad det vil. Hans akilleshæl var svær at finde, men så læste jeg den lille faktaboks, der i mine øjne satte hans meritter i et kedeligt lys. Samme år, hvor han havde gennemført sine mange maratonløb samtidig med at han havde passet fuldtidsjob og karrieredrømme, var han blevet skilt. Fra kone og tre børn. Måske en Superman men åbenbart ikke superfar eller første elsker.

Jeg tror ikke, at der er 100 maratonløb gemt i mine løbesko. Men jeg tror, at der er flere end de 10 jeg har løbet indtil videre. I dag skulle jeg have løbet mit 11. maraton. Hverdagen kom i vejen. Nyt job, der har krævet mange timer væk fra min familie, syge børn der har krævet langt mere omsorg end en enkelt forældre kan stå for, og en pinseferie, der krævede tid til at hoppe på trampolin, lave vandkamp og spise pizza frem for at løbe Københavns gader tynde og drikke Powerade.

Der er kun én ting man fortryder mere end undlade en løbetur – og det er at løbe den, hvis hjertet ikke er med.