Min indre skade anbefaler glimmer

Jeg havde ikke haft mit nuværende job i mange uger, før min kære britiske kollega tørt konstaterede at jeg var ’en skade’. Og hun har ret. Alt hvad der glitrer, glimter og er lidt too much – det er lige mig. Derfor er det også en ren luksus at have et job som mit, der handler om at promovere skønhed, selvtillid og ja, glimmer. Særligt fordi det er så fin en kontrast til mit hjemmeliv, hvor jeg er omgivet af stærke mænd med hang til hurtige biler, lyssværd og senest ninja’er.

For nyligt fik jeg lov til at åbne min personlige beauty box her, og det satte en masse tanker i gang om, hvad det er makeup kan. For ikke alene kan makeup forskønne og forfine – det kan også forny alle de ting, du allerede har købt.

I den ånd, og fordi fest, julefrokoster og glögg-gilder kun er få kalenderblade væk, vil jeg påpege de få produkter, der kan gøre den store forskel. Personligt skal jeg hverken købe nye sko, kjole eller diadem denne december. Men jeg vil give mine vipper et  kærligt strøg stjernestøv, med denne geniale mascara top coat fra L’Oréal Paris:

Den er i butikkerne fra næste uge, men kun i begrænset antal – og det er den investering, der skal spice min sorte, julekjole op igen i år.

Og så er der neglene. Som jo både er blevet  moderne kvinders bedste ven og mest subtile accessory. Essie er min absolutte favorit, når det kommer til lakker – ikke mindst glimmer lakker. A cut Above og  Set in Stones glimter på mine fingre nu… og det vil de gøre frem til nytårsaften.

Om at være stolt

Det er så lang tid siden, at jeg har blogget, at bloggen har glemt mit password, computeren har glemt min URL, og jeg har næsten selv glemt, hvorfor jeg gør det. Er det for at skabe debat, få afløb for en indre ekshibitionist eller blot for at møde virtuelle åndsfæller? Eller for at læsse af på tanker eller fylde på med meninger, der oftest dannes mest kraftigt, når ord rammer hvide sider, og tastaturet spiller under fingrene.

I dag blogger jeg fordi, jeg er stolt. Stolt af, at min mand har klaret hjemmefronten, mens jeg har klaret alt det, mit job og mine ambtioner krævede. Stolt fordi mine drenge trives, selvom de indimellem ikke bliver budt den hverdag, jeg foretrækker for dem (og her har jeg ammunition til mange indlæg om min bekymring over nomeringer, og min vrede over de meget lidt gennemtænkte udflytter-børnehaver).

Og så er jeg stolt af, at vi som familie er ved at lande et godt sted midt i mellem guldstøv, læbestifter, karklude og sygedage. Og af at min ældste dreng kigger på mig med store øjne og siger ” Mor, nu skal du bare se løjer”, hver gang han har opdaget et nyt talent hos sig selv. Og stolt af min lille fyr, der med krum hals har kæmpet imod den ene ulidelige børnesygdom efter den anden de sidste mange uger, men stadig urokkeligt insisterer på at være en rund og glad entertainer, der fylder vores hus med lykkelige hvin og voldsomme kys.

Og så er jeg stolt af et samarbejde, jeg har lavet med en af mine yndlingsbloggere, Emily Salomon, og min professionelle ‘darling’ Essie.  Se med her !

 

Der er ikke noget ‘bare’ over makeup…

Da jeg i sin tid læste Litteraturvidenskab, blev der talt meget om sjæl , ånd, transcendens og andre fine ting. På dette studie var vi slet ikke i tvivl om at form altid skulle følge funktion, at indhold rangerede over indpakning, og at ord ikke bare måtte være pæne i sig selv, de skulle sige noget, der rakte udover deres umiddelbare fremtoning. Udseende var ikke fint, form var ikke ophøjet – og makeup var bestemt ikke noget der man brugte. Og så var der os. Det lille trekløver af en læsegruppe, der elskede at diskutere substans men også lystigt overgav os til glimmer, fremtoning, røde læber og kunstige øjenvipper. Det var helt i orden, at være et ’både-og’-menneske. De bifaldt, da jeg tog al min åndfuldhed kastede den ind i kosmetikbranchen. Her er der nemlig højt til loftet og plads til armbevægelser.

Siden jeg fik lov til at gå med makeup (jeg prøvede at snyde mig til det, fra jeg var 11 år, men fik først officielt lov, da jeg var 13), har jeg ikke gået en dag uden.  Jeg føler mig ganske enkelt mere nøgen uden mascara end med numsen bar. For nyligt talte jeg med en skøn kvinde, der lever af at gøre kvinder smukke med lige dele pailletter og pudder. Hun mente ganske enkelt ikke, at kvinder kan tillade sig at undlade at bruge make-up – det er vores ’panser’, som hun udtrykte det, og det gør os i stand til at nedlægge verden med et ’straight face’.

Helt så langt vil jeg måske ikke strække den. Men make-up har været et helt centralt element i mit liv, og jeg har nogle af mine fineste erindringer knyttet til æsker, krukker, tuber og flakoner. Min mor, der altid brugte gylden øjenskygge og mørkegrøn kôhl, da jeg var lille – og  Cliniques gule creme. Jeg stod op af badeværelsets radiator, og så hende rutineret iføre sig sit ansigts uniform. Når der var fest, og de voksne dansede til Tina Turners ’Private Dancer’, skruede hun måske op for læbestiftens kraft eller kindernes rødmen, men penselstrøgene over hendes høje kindben og flotte øjne var altid de samme. Jeg synes hun var endnu smukkere end de kvinder, hun fik at vide at hun lignede (Mia Farrow og ’Crystal Carrington’). Min (næsten) mormor brugte ikke meget makeup – men perlemorsfarvet neglelak og lyserød læbestift havde hun altid på. Og hun duftede af boller og lavendelsæbe og var helt, som jeg ønskede hende. Og min bedste venindes mor, der altid havde pumps på fra Bruno Joel og gevandter fra Nørgaard på Strøget,  brugte isblå Isadora øjenskygge og en kobolt blå mascara fra Lancôme – jeg syntes hun var  kunstnerisk og eventyrlig.

Make-up er i dag noget jeg arbejder med hver eneste dag. Og selvom nogen ville mene det modsatte, så må jeg erklære: magien forsvinder ikke! Jeg bliver dagligt begejstret over at  Essie har kreeret en ny, smuk  kollektion af skønne neglelakker eller L’Oréal Paris har udtænkt en fool-proof creme, der både gør mig pænere og gladere.  For selvom det er de indre værdier der tæller, gør det ikke noget, at indpakningen også er i orden.