Nye tider og nyt domæne

Dette bliver mine sidste post. På dette domæne. Navnet på min blog, passer ikke længere til mig eller til den. Det er svungent, fint og fransk, men nu rykker jeg videre til noget nemmere, mere læsevenligt og ja, mindre anonymt.

Dygtige Emma er i skrivende stund ved at hjælpe mig med, at realisere min nye blog profil. Emma er en af hverdagens heltinder, der knokler på med job, rejser, en succesfuld blog og samtidig er en loyal veninde, fantastisk søster og en meget pålidelig babysitter for sin niece og nevø. Og hun klarer det hele iført pencil skirts, skarpe stiletter og snorlige eyeliner. Jeg beundrer Emma, fordi hun er den mest feminine og festlige it-nørd, jeg kender. Og jeg er virkelig taknemmelig for, at hun vil tage mig i hånden og gøre ‘wordpress for dummies’ mere hyggeligt og mindre frustrerende, end jeg havde frygtet.

Næste post fra min hånd, vil du kunne læse på mit spritnye domæne: sinessider.dk… og vi har flottet os – er du mere til .com, befinder jeg mig også der. 

Tak fordi I har læst med her… jeg håber I vil følge med mig over til mit nye ‘hjem’.

Navneleg og sprogforbistring

Min blog har haft et problem gennem længere tid. Nogen vil mene flere, men jeg mener et i særdeleshed. Navnet. Det er fint og pompøst og meget i tråd med min livsholdning. Men jeg må jo indrømme, at det hverken er mundret og eller nemt at huske… eller endnu værre: at stave til.

Så jeg er ude i en lille navneleg og snarlig renovation af bloggen. Den skal gøres rent, ryddes op og omdøbes. Allerhelst kaldte jeg den sine qua non. Det skulle den faktisk have heddet, den gang jeg startede den. Igen herligt pompøst og med mulighed for at fylde lige det indhold ind i den, der voksede ud af mit liv, mine tanker og mine medmennesker. Men navnet er snuppet. Naturligvis. Jeg er åben overfor input, så smid en kommentar, hvis du har et genialt navn.

 

Om at være stolt

Det er så lang tid siden, at jeg har blogget, at bloggen har glemt mit password, computeren har glemt min URL, og jeg har næsten selv glemt, hvorfor jeg gør det. Er det for at skabe debat, få afløb for en indre ekshibitionist eller blot for at møde virtuelle åndsfæller? Eller for at læsse af på tanker eller fylde på med meninger, der oftest dannes mest kraftigt, når ord rammer hvide sider, og tastaturet spiller under fingrene.

I dag blogger jeg fordi, jeg er stolt. Stolt af, at min mand har klaret hjemmefronten, mens jeg har klaret alt det, mit job og mine ambtioner krævede. Stolt fordi mine drenge trives, selvom de indimellem ikke bliver budt den hverdag, jeg foretrækker for dem (og her har jeg ammunition til mange indlæg om min bekymring over nomeringer, og min vrede over de meget lidt gennemtænkte udflytter-børnehaver).

Og så er jeg stolt af, at vi som familie er ved at lande et godt sted midt i mellem guldstøv, læbestifter, karklude og sygedage. Og af at min ældste dreng kigger på mig med store øjne og siger ” Mor, nu skal du bare se løjer”, hver gang han har opdaget et nyt talent hos sig selv. Og stolt af min lille fyr, der med krum hals har kæmpet imod den ene ulidelige børnesygdom efter den anden de sidste mange uger, men stadig urokkeligt insisterer på at være en rund og glad entertainer, der fylder vores hus med lykkelige hvin og voldsomme kys.

Og så er jeg stolt af et samarbejde, jeg har lavet med en af mine yndlingsbloggere, Emily Salomon, og min professionelle ‘darling’ Essie.  Se med her !

 

Bloggen er vågnet

Bloggen er vågnet at sin dvale og den vil straks addressere en efterlysning: Flere af min gode læsere og endnu bedre venner har efterspurgt lidt mere mod på min blog. Jeg mangler at vise mere ‘kant’ (læs: tænder), mener de. Og jeg har tænkt mig om og troet, at de havde ret. For jeg elsker en god diskussion, en skarp pen, en polemisk debat – ja, sågar en lille fiffig intrige. Bare ikke her. Min blog er mit frirum og tidslomme. En lidt udefineret størrelse – det er jeg klar over – uden en tilstræbt målgruppe eller et defineret projekt. Men jeg ved, hvad den ikke skal være: en slagmark.

Dette kan meget vel tolkes som, at jeg er konfliktsky eller hvad der er værre – behagesyg. Jeg vælger, at betragte det som en del af at blive voksen. Jeg er vokset fra det behov, der tidligere drev mig hovedkulds ind i enhver debat eller konflikt, jeg mente at jeg kunne gøre mig gældende i. For jeg har simpekthen konstateret, at der er alt for mange kampe (og meninger) , der ikke er værd at bruge energi på. Og det har vist sig at være noget af en lettelse, at undgå visse emner eller afstå fra visse samtaler. Og her tænker jeg emner som politik, børneopdragelse, religion, kongetro – yes, de store, kødfyldte emner. Jeg har simpelthen ikke behov for at overbevise eller ændre i et væk eller i alle sammenhænge mere. Og så er jeg måske også for følsom, og måske derfor er det meget godt at barndomsdrømmene om at blive tv-personlighed eller politiker ikke gik i opfyldelse. Jeg orker ikke, at den principielle kamp alt for ofte skal vendes til et personligt angreb.

Hermed ikke sagt, at jeg ikke stadig elsker en diskussion, der slår ud med armene, eller at hive min kæphest frem til endnu en ridetur. Jeg kan bare ikke love, at jeg vil gøre det på dette sted. Her skal det være lysten, tiden og humøret der driver værket, og ikke  en prügelknabe eller flere.