København – del 1

22 okt

Mens jeg skrev sidste indlæg følte jeg mig helt utro. Overfor dig København. Du er faktisk min mest oprigtige og sejlivede kærlighedsaffære, og selvom vi ikke altid har været i øjenhøjde, selvom jeg har forbandet dig for at være for stor, for lille, for ordinær, for krævende, for graffiti-malet eller for provinsiel, så mener jeg det jo ikke så slemt. For jeg elsker dig jo. 

Lige siden jeg som 4-årig kørte med en lilla ballon fra Tivoli i hånden – træt og ved midnatstid – med S-tog fra Hovedbanegården, syntes jeg København var smuk, rå, magisk. Jeg ville så gerne bo her. Og da det endelig skete, da jeg som 20-årig flyttede til Nørre Allé og Egmont kollegiet, havde jeg svært ved at tro mit eget held. Byen var smuk, selv når den var grim.

Jeg elskede søerne ved midnatstid, der i bedste dansk fredsommelig stil, havde en æg-læggende-høne og ikke en storladen ørn som vartegn. Jeg elskede Nørrebros gode genbrugsbutikker og øko-take away. Og jeg elskede at drikke vin på græsplænen i fælledparken, handle i Netto ved Vibenhusrunddel, at cykle til Skt. Hans Torv og gå på date på Pussy Galore. 

Og jeg var virkeligt vild med at cykle til Halvandet i høje hæle og kortkjole, drikke hvidvin og vælte på cyklen. Eller drikke kaffe på ’Barstarten’ på Kapelvej med min smukke, aristokratisk udseende veninde, som arbejdede der og var ’dus’ med hele redaktionen på P3. Og jeg elskede at være bartender på byens eneste provinsielle diskotek, hvor der var dobbelt-op om torsdagen og folk snavede på dansegulvet til tonerne f MC Einar og Stereo MCs, mens Kurt Trampedachs voldsomme ansigter stirrede på dem.

Jeg er slet ikke færdig med at skrive om dig, København.

Min mini-guide til Paris

18 okt

Det er ingen hemmelighed, at jeg er opvokset i et frankofilt hjem, hvor sommerferien helt obligatorisk gik til et nyt lejet hus i en lille fransk flække hver eneste sommer. Siden har jeg boet i både Avignon og i Paris, og har sågar formået at luske lidt franske forbindelser ind i mit studium (de hed Sartre og Camus), mine artikler, mine løbeture (Paris maraton er til dato det smukkeste og det varmeste løb, jeg har deltaget i) og nu er jeg så heldig at arbejde for en fransk virksomhed.

 Jævnligt bliver jeg spurgt om franske tips. Senest her til aften af en tidligere kollega, der er så heldig at tilbringe en weekend i den smukkeste, mest romantiske by, der findes overhovedet. Så kære Gry og alle andre, der skal til Paris – her er et udvalg af mine yndlingssteder:

Rue Vielle du Temple (4. Arr.) – super hyggelig gade med gode restauranter og cafeer. Anbefaler især Les Philosophes (til god, fransk bistro mad – her arbejdede jeg som ung studerende) og L’étoile Manquante (til et glas – her arbejdede jeg også og serverede et utal af Café Noisette og Kir Pêche)

Le Pain Quoitidien – økologisk (belgisk) kæde der ligger flere steder i Paris bl.a. ved metro Tuileries ( 1. arr) og metro Hotel de Ville (4. arr)– super til sund morgenmad og gode sandwich

Rue de Bretagne og Rue Charlot (4 arr.) – hyggelige gader med god shopping og masser af caféer

Rue de Trésor (4. Arr) – Fin lille gade der huser den gode og afslappede restaurant Trésor med masser af stilfulde bøsser og sultne unge kunstnertyper… og stedet hvor Anders og jeg holdt vores eget 2-mands pasta party inden Paris Maraton i april 2007

Place Dauphine (1. Arr) – yndig og romantisk plads Le Caveau du Palais  er meget hyggelig og serverer de bedste hvide asparges med sauce mousseline.

Café de Flore (Boulevard Saint Germain) – autentisk pariser romantik og her hvor eksistentialisterne hang ud. God til hvidvin og en løgsuppe – et must under Paris’ modeuge!

Colette (1. Arr) – cool og trendy koncept shopping: 213, rue Saint-Honoré. Hele området omkring Rue Saint Honoré er spækket med lækre (dyre!)butikker  – Balmain, Balencianga, Chanel – men også pariser-chikke (og mere tilgængelige) mærker som Sandro, Maje, The Kooples og Iró. Hvis du står af ved  metro Tuileries og går igennem Marché Saint Honoré  finder du både masser af hippe restauranter og amerikanske modemærker som Marc Jacobs, American Apparel

Place de Vosges (4. Arr) – romantisk og hyggelig plads… og masser af gode cafeer langs kanten til at drikke et glas Kir eller en kop Café Crème.

Museer der bør opleves: Palais de Tokyo, Pompidou Centeret, Musée D’Orsay, Musée des Arts Décoratifs og så vil jeg klart anbefale et smut i Eiffeltårnet uanset hvor stor en turist-kliché det er, og et besøg til Sacre Coeur i solskinsvejr.

En gåtur i Montmartre er også en oplevelse, ligesom en slentretur langs Saint Martin kanalen er en oplevelse.

Bastille-pladsen er en rodebutik men har en god energi – og der er loppemarked hver lørdag

Notre Dame SKAL opleves – den er smuk udefra og indvendig og kan snildt besøges på vej ud at spise på Chez Julien, der ligger tæt på (4. Arr)

Medbring en sandwich eller en flaske bobler og Hemingways ” A Moveable Feast” og hæng ud i Luxembourg Parken (eller få dig en morfar på de opstillede havestole – det kan anbefales hvis du, som jeg har været det flere gange, er gravid under dit Paris visit)

Café Marly ved Louvre – er stedet hvor ’the fashion pack’ spiser frokost eller får en aperitif, inden de skal videre til middag. Kommer du der ved 19-tiden kan du se Eiffeltårnet blive tændt. 

Bon Voyage!

Om stil og forbilleder

15 okt

For nylig var jeg så heldig at blive spurgt lidt om min stil og garderobe på den skønne blog Blame the Business. Og selvom jeg ikke blev spurgt om forbilleder, fik indlægget og opfordringen mig alligevel til at tænke over, hvem jeg helst ville bytte garderobe med. For det faktisk altid det spørgsmål, damebladene stiller – hvem ville du gerne snuppe et outfit eller otte fra? De fleste gange prøver den interviewede at slippe af sted med en ny måde atsige Kate Moss eller SJP (post Carrie Bradshaw) på. Og ja, de har da virkeligt lækre garderober, men har de en stil, jeg ville bo i. Nej.

Hvis en mikrofon blev sat foran mig ville jeg starte lidt omvendt. Jeg har nemlig altid været mere sikker på, hvad jeg vil have på, når jeg bliver 60, end hvad jeg skal tage på i morgen. Så når jeg blive 60 (eller måske endda før), håber jeg, at jeg ligner en fabelagtig krydsning mellem Diane Keaton og Suzanne Brøgger – inklusiv slips, turban, små briller og virkeligt meget kôhl. Flere af mine venner har påpeget, at jeg snarere kommer til at ligne Barbra Streisand i ‘Meet the Fockers’.

Mit 40-50 årige selv vil virkeligt gerne hugge Julia Roberts’ tøj i filmene ‘Eat, Pray, Love’ , ‘Closer’ og sågar ‘Stepmom’. Jeg elsker det. Der er altid hatte og huer i spil, hyggelig strik, store tørklæder, stramme læderbukser og et eller andet, der lugter lidt af perler, yoga og spiritualitet. Ikke at jeg har tålmodighed til yoga (endnu). Men tøjet er virkeligt pænt. Og så har hun masser af huller i ørerne ligesom mig. Og der stoppede lighederne så.

Nu er jeg så i 30’erne. Og det er langt den sværeste alder at påklæde, for du er ikke ung, og du er ikke gammel. Du vil gerne være voksen, ikke damet. Du vil gerne følge med, men ikke prøve for hårdt. Mine børn er for små til ikke at efterlade havregrød, fedtfingre og mælkeskægsaftryk på mit tøj – og for store til, at jeg kan tillade mig at foregive, at jeg befinder mig i en babyboble og derfor ikke har registreret det. Men altså: Min stil – hvis jeg havde no limits – skulle hedde “Skandinavisk Vagabond Chic”. Og jeg vil stjæle skruppelløst fra svenske Columbine Smilles fantastiske Alaia sko, ternede tørklæder og oversize-jakker, tilsætte lidt moder-jord-parisisk-lækkerhed a la Julia Restoin Roitfeld (ja, hendes mor er Carine) og toppe det hele af med blondekjoler, støvler og boheme-hår som kun Mary-Kate Olsen kan slippe af sted med det. 

Vil du tjekke mine tv-serie-style-crushes ud, finder du dem her.

Taknemmelighed og en vinder

13 okt

Det har været en af de uger, der inden jeg tog hul på den slet ikke troede kunne realiseres. Der var proppet så meget arbejde og fornøjelse ind på så få timer, at  hverken min kalender eller mit hoved kunne gabe over det. Og uden jeg helt forstår hvordan, er søndag kommet – træt og mæt som den dag plejer at være – men fuld af minder og tak.

For jeg fik drukket vin og lavet ferieplaner med tidligere kolleger, der udlever drømme, sætter nye standarder for kreativitet og skaber verdens smukkeste magasin; var til et overordentligt fint arrangement om skønhedsbranchen og PR foranlediget af denne skønhedsguru, fejrede at dette skønne magasin fyldte 5 år, var til mit første og smukkeste surprise bryllup (jo, de findes skam – og det var ægteparret og ikke gæsterne, der blev overrasket), og til en fin, fin 1 års fødselsdag for et lille menneske, jeg satser på at holde mig meget tætte venner med resten af livet. Han er nemlig lige så ualmindeligt vidunderlig som sine forældre – og samtidigt så sprællevende sin egen, som kun en fyr på 1 år kan være det.

Samtidig har jeg haft travlere end travlt på arbejdet, men er føler mig mere lykkelig end længe, fordi jeg ud over at have arbejdet med nogle af skønhedsbranchens dygtigste folk ( hende herhende her og hende her) også har fået mig en ny kollega. En af dem, der tager fat, tager fra, bidrager begavet, smiler med øjnene og har samme ivrige energi efter at få tingene til at lykkes som jeg selv har. Dem der tror, at arbejdsglæden først og fremmest ligger i de opgaver du skal håndtere, eller den løn du modtager tager så helt igennem fejl. Det gode arbejdsliv starter med de rigtige kolleger.

Og så er jeg taknemmelig, fordi jeg kan afrunde ugen med at give  Caitlin Morans “Kunsten at være Kvinde” væk. Random.org hjalp mig med at finde vinderen, og det blev:

Nummer 4 – Lise D

Tillykke! Send mig din adresse, og der kommer en god læseoplevelse i din retning.

Om provokation, feminisme og bøger der bør læses

5 okt

Jeg er blevet provokeret op til flere gange inden for ganske kort tid. Fællesnævneren for mine provokation er det evindelige: ’definitionsspørgsmål’. Det hele startede med, at jeg blev kaldt feminist. Det vidste jeg ikke, at jeg var. Læsere der har fulgt min blog og blandt andet læst med her og her, vil vide, at selve ordet feminisme er mig imod. Det minder mig alt for meget om en kvindeliggjort version af alle mulige andre frygtelige ismer – mandschauvinisme, fascisme, narcissisme.

 Forstå mig ret: jeg er mere end umådeligt taknemmelig for suffragetternes kamplyst, rødstrømpernes kamp for lige løn for lige arbejde og moderne mænds villighed til at tage del i opgaver og jobs, der traditionelt bliver opfattet som kvindagtige. Men i min verden, burde det jo bare være en hel naturlig humanisme. At vi behandler hinanden ordentligt uanset køn; og at det gælder uanset om vi taler om jobs, løn, retten til at bestemme over vores egen krop eller retten til ikke at blive bedømt udelukkende på, om man står op eller sidder ned når man tisser.

 Jeg har hele mit liv omgivet mig af såkaldt ’moderne mænd’. I Sverige ville de blive betegnet som feminister. Herhjemme bliver de vel bare betragtet som fornuftige individer. Min far har opdraget mig til at mene, at jeg hverken er mere eller mindre værd, fordi jeg er en pige. Jeg har lige så meget krav på at kunne differentiere og integrere, få gode karaktere, en universitetsuddannelse og et efterfølgende spændende karriere, som min bror har. Og min far har aldrig set skævt til mig, da jeg blev BÅDE ville have børn og SAMTIDIG udvikle mig i mit arbejdsliv. Det gjorde han også selv, mens han var far til tre små børn, så selvfølgelig skulle jeg have samme rettigheder.

 

I mit voksne liv har jeg sørme også giftet mig med en tilsvarende fornuftig mand. Vi er så heldige at have to små drenge sammen, der kræver opmærksomhed, tid og kærlighed. Men de kræver ikke, at det kun er mor, der snupper hele barslen, henter dem hver eneste dag, klipper deres negle og ser Madagascar 3 med dem. Det er deres far lige så god til. Heldigvis.  I min familie ser vi det som ret indlysende, at mænd og kvinder, piger og drenge er lige meget værd. Det er ikke feminisme. Det er humanisme.

Så stødte jeg på Caitlin Moran. En sej kvinde jeg arbejder sammen med, en redaktør på Gyldendal og en kollektiv summen i blogland ledte mig i hendes retning og bogen ”Kunsten at være Kvinde.” En bog om moderne feminisme, der bekræftede mig i, at jeg er (overvejende) enig i neo-feminismens budskaber. Moran opregner morsomt og dygtigt, hvad samfundet og vi selv anser som kvindelige dyder. Hvordan kvinder skal være tynde, smukke, glatte og uden kropslugt for at begå sig i både mediebilledets og deres egen optik. Og hvordan mænd fortsat bliver mere distingverede, krøllede og kloge med alderen,  mens kvinderne bliver mere glatbarberede, restylane-pumpede og selvkritiske. Når vi ’sparker røv’ på arbejdsmarkedet, slår vi os selv oveni hovedet med en kagerulle, for ikke at være gode nok mødre. Når vi ammer i 2 år og går i hi med vores afkom, undskylder vi udadtil at vi ikke har skåret muffintoppen af buksekanten og forfattet en bog om ’mindfulness og moderskab’. Kravende er blevet højere i takt med at tiden bliver mere knap. 

”Selvfølgelig har den antagelse, at kvinder formodes bare at ”være”, mens mænd skal ud og  ”gøre”, længe været snævert forbundet til kønnet, ” skriver Caitlin Moran. ” Men jeg ved ikke, om jeg tror på, at det at ’være’ er noget medfødt kvindeligt – at det bare er sådan, vi er skruet sammen. Hvis jeg går tilbage til mit tidligere argument – om at mange af påstandene om ’kvindelighed’ faktisk kunne føres tilbage til, at vi havde været ’tabere’ i så lang tid – vil jeg hævde, at når man har tilbragt årtusinder med ikke at have lov til at gøre noget, har man en tendens til at blive mere fokuseret på at være selvkritisk, analytisk og reflekterende, fordi der ikke er andet, man kan gøre ud over at 1) se godt ud 2) vende sig ind ad.”

Caitlin Moran sammenfatter stilsikkert og larmende, de dilemmaer og frustrationer, der knytter sig til at være kvinde i dag. Og det er læseværdigt. Men jeg ærgrer mig fortsat voldsomt over betegnelsen ’feminisme’ – fordi den antyder, at kvinder der ønsker lige rettigheder og muligheder, og som gerne vil frigøre sig fra en dogmatisk og snærende ’kvindelighed’, implicit ønsker at hævne sig på nogle imaginære undertrykkere: mændene.

Jeg elsker mænd. Og jeg mener, at moderne mænd på mange områder er mindst lige så udfordrede, dominerede og undertrykte, som kvinder er. Af fordomme, forventninger og nedladende kommentarer om at ”børn har det bedst hos deres mor”, ” de lærer aldrig at mulittaske”, ”de tænker kun med pikken”, ”de hustler sig til deres karriere-spring”, ”de er utro”, ”de er dovne”, ”de er fordrunkne” og deres herrefællesskaber er bedst gengivet på film som ’Tømmermænd i Las Vegas’. Den slags mænd kender jeg ikke mange af. De mænd jeg kender, er alle følsomme, eftertænksomme, reflekterede – og samtidig skide sjove, charmerende, foretagsomme og virkeligt gode forældre. Caitlin, vil du ikke få din husbond til at skrive opfølgeren – ”Kunsten at være en Mand”?

Gyldendal har givet mig lov til at forære ’Kunsten at være Kvinde’ til en af mine læsere. Både mænd, kvinder, fruentimmer og lurifakser må deltage. Smid en kommentar nedenfor om hvorfor du vil læse bogen. Jeg trækker lod blandt kommentarerne søndag i næste uge.

 

Mit livs bedste beslutning

29 sep

Det klogeste jeg nogen sinde har gjort, var at sige ‘ja’, den dag for 7 år siden  – i morgen – hvor jeg giftede mig med min kæreste. For jeg er slet ikke enig i, at det er det samme som at være kærester, ‘det er bare et stykke papir’ eller at brylluppet kun åbner for muligheden: at blive skilt.

Ægteskab er noget helligt for mig. Hvor helligt det var, fandt jeg først ud af, efter ringen sad på min finger og brudekjolen var sendt til rens. At være gift ændrer alt. Vi var ikke længere ‘bare’ to elskende, der havde valgt at dele nuets pikante spontanitet. Nu var vi hinandens familie, tætteste relation – den eneste ene! Vi var ikke længere os selv nærmest. Vi var hinanden nærmest. Der var ingen kattelem eller døre på klem. Vi skulle ikke længere prøve at få et forhold til at fungere; vi var forpligtede til det. At denne ekstra dimension, var så markant i sin altomsluttende konsekvens, var lige så overraskende, som den var glædelig. For med den følger en stor ro. Modsat så mange andre aspekter i livet, der kan være præget af tvivl (er jeg havnet på den rette hylde, skal jeg søge nyt job, skal vi have et barn mere, burde vi rejse væk i et halvt år), så er der fred her. ‘Vi’ går ingen steder.

Jeg skiftede navn, da jeg blev gift. Ikke fordi ‘ det gør man’ eller fordi mit pigenavn ikke var nydeligt; jeg gjorde det, fordi det meget fint markerede, at jeg var en anden. Og ikke bare min egen, men også en andens.

Vores ægteskab er et helle. For vi er ikke enige i alting, men vi er enige om en ting: vi har hinandens ryg, vi værner om vores fællesskab – og vi tager aldrig hinanden for givet til trods for, at vi netop med rette kan gøre det – fordi vi er gift.

At sige ja til Anders for 7 år siden, er det klogeste jeg nogensinde har gjort.

En inklusiv invitation

23 sep

Kommerciel er ofte et fyord. Det ligger sådan lidt implicit i ordets konnotationer, at hvis et produkt eller en kunstart rent faktisk er lønsom, er det lidt skidt. Jeg var fornylig borddame til en ret fantastisk bordherre, der åndede lettet op da han hørte at jeg både var cand. Mag. Og frankofil – så var det okay at jeg arbejdede i et multinationalt firma (man siger aldrig international om store, driftige virksomheder), for mine unge års tilbøjeligheder afslørede at jeg da både havde ånd og hjerte på det rette sted.

Hvad han ikke vidste er, at jeg ikke ser noget modsætningsfyldt mellem at være kommerciel og kreativ, flittig og forretningsorienteret, at have det skægt mens man arbejder.

Og det er præcis dét jeg skal på fredag: Have det sjovt og vise mit arbejde kærligt frem. Derfor håber jeg også, at du har lyst til at deltage, når dygtige bloggere, nærmere betegnet Bisou pigerne, er værter for en POP UP SHOP i Galleri Vess på Vesterbro. Anledning? Studio Line er blevet relanceret! Du tænker måske ’80er hår og wet look, men nu handler det om tekstur og tilfældigt, lækkert garn.

Produkterne kan handles med dagens eneste (og gratis) valuta: L’Oréal sedler. Dygtige Sidsel Marie Bøg kommer og street styler dit hår, DJ Malou Tüxen sikrer et smukt lydtapet, Egekilde og Campari har lovet at give drinks – og jeg vil gøre mit for, at alle føler sig velkomne.

Ses vi?

Se mere HER

 

 

Når drenge trumfer feminismen

17 sep

I aften skulle jeg have været feminist. Ikke rødglødende, ikke med lilla ble, ikke med tunge tasker, der dinglede under min udvaskede Nørgaard-bluse. Næ, jeg skulle være sådan en belæst og velmenende én af slagsen, der både kan lide mænd og negelak, og som ikke ønsker mig ensretning, bare fordi jeg holder af konceptet ligestilling. Jeg skulle have set Caitlin Moran, og jeg havde glædet mig. Ikke fordi jeg er enig i alle hendes synspunkter (mere om det i et kommende indlæg), men mest fordi jeg elsker en debattør, der tør give en del af sig selv til sine læsere. For det er meget svært at angribe en person, der ikke generaliserer grusomt eller dækker sig ind under et partiprogram/ en religiøs overbevisning/ en LCHF-kur, men som bare reflekterer begavet over personlige oplevelser.

Men verden ville noget andet. Min lille verden, der rummer to drenge, der godt kan sætte bremserne i, når deres mor glemmer at gøre det. Jeg blev kaldt hjem. Ikke hjerteskærende hulkende, hysterisk råbende eller manipulerende nuttet. Bare sådan helt kontant: “Mor, nu savner jeg dig”. Jeg har nemlig været for meget væk. Og alverdens løfter om chokoladekiks, løveleg og kvalitetstid ad libitum i en fjern galakse kaldet ‘weekend’ kan ikke ændre på det. Jeg er heldig, Nogen savner mig. Og de falder mig i armene, når jeg kommer hjem, og aner slet ikke at de krammer en feministisk karrierekvinde med slagside til pladder-humanismen. De synes bare, at jeg ligner deres mor.

Stille lykke

2 sep

Velkommen pæne efterår. Du er altid iklædt minimalistiske grå nuancer, tilsat lidt brændt rød, orange og gul. Du dufter af blommer, te, stearin og du knitrer af aviser i mine hænder, sprøde blade under mine sko og ild i pejsen i sommerhuset. Du er den stille lykke, og min absolutte favorit årstid. Alting bliver mere alvorligt og eftertænksomt i september – vi er ikke så ubekymrede som i vores langstrakte sommerferie, og vi siger ikke ja til alt, men kun til det, vi virkeligt vil. 

Jeg savner ord

31 aug

Må man gerne blive træt af billeder? Og savne ord? Jeg synes, vi bliver overvældet af uendeligt mange billeder i vores hverdag ; og selvom jeg elsker at følge med i magasiner, blogosfæren og instagrams smukke universer (med og uden filtre), så savner jeg i den grad at dvæle ved ord.

I den visuelle kultur vi har skabt, er det som om ordene er blevet billedernes kedelige over-jeg. De følger bare med som vedhæng til billedets mere potente karakter, og de deltager kun i billedernes fest,  for at bekræfte os i, at vi ser rigtigt.  Ordene har ikke længere den samme iboende kraft, der er værd at kæle for og værne om. Sådan gælder det i hvert fald i blad- og modebranchen. Jeg har haft mange diskussioner med redaktører og kreative sjæle om hvad der er vigtigst. Billedet eller de ord, der følger i hælene på det. Og jeg bliver så skuffet når statistikker, analyser og læserundersøgelser bekræfter det, jeg ikke har lyst til at høre:  billedtekster bliver læst. Petit-stof og noter bliver skimmet. Tunge artikler bliver der oftest bladret forbi.  

 Vores tilgang til medier – hvad enten de er på print eller online – er nærmest den omvendte af at hvordan de besøgende går til kunsten på Louisiana. Her har folk oftest mest appetit efter den gennemtykkede  kunstoplevelse, hvorfor de bruger mere tid på at læse informationsplancherne og værkernes tilhørende skilte end at iagttage de udstillede malerier, fotos og installationer, de trods alt er kommet for at se. Omvendt forholder det sig med vores massemedier:  I vores iver efter at holde os orienterede om samtlige nyheder og tendenser, vi præsenteres for, vil vi heller kigge billeder end at sætte os ind i baggrunden for dem.

 Jeg befinder mig i en branche, hvor billedet er den ombejlede og ordet er bænkevarmeren. Men jeg har en (måske naiv) tiltro til, at vi snart har set nok, og gerne vil forstå mere. 

%d bloggers like this: