Navneleg og sprogforbistring

12 nov

Min blog har haft et problem gennem længere tid. Nogen vil mene flere, men jeg mener et i særdeleshed. Navnet. Det er fint og pompøst og meget i tråd med min livsholdning. Men jeg må jo indrømme, at det hverken er mundret og eller nemt at huske… eller endnu værre: at stave til.

Så jeg er ude i en lille navneleg og snarlig renovation af bloggen. Den skal gøres rent, ryddes op og omdøbes. Allerhelst kaldte jeg den sine qua non. Det skulle den faktisk have heddet, den gang jeg startede den. Igen herligt pompøst og med mulighed for at fylde lige det indhold ind i den, der voksede ud af mit liv, mine tanker og mine medmennesker. Men navnet er snuppet. Naturligvis. Jeg er åben overfor input, så smid en kommentar, hvis du har et genialt navn.

 

Reklamer

Sabroe og syndefald

10 nov

Der er ikke noget som at blive provokeret. Få rykket sine holdninger, vendt sine egne sandheder på vrangen eller bare bliver rykket lidt rundt i ens egen hverdag. Og jeg har det faktisk ret godt med alle de debatter, der er her, der og i alles frokostpauser, mødregrupper og parmiddage om de sociale medier, vores visuelt drevne kultur og hvad alle de filtre og fotos gør ved vores fremstilling af os selv og vores forståelse af andres liv.

Og der bliver talt meget om, at vi jo redigerer, photoshopper og kuraterer vores livs fortælling. Og hvad værre er: vi stræber efter at være perfekte. At det er blevet en af hvor tids mest fortærskede klicheer – at kvinderne både vil have spelt i mund og attaché-mappe under armen, mens mændene på en gang skal være virile alfa-hanner men også fædre der overbevisende taler både giraf-sprog og palæo-lingo – er der intet nyt i. Dét, der provokerer mig er, når det pludselig bliver brugt som et adelsmærke, at man svigter sit selvskabte ansvar og den pligt der følger med at blive forælder – for hvad? For at følge sin ’lyst’.

Min forargelse blev sat i gang, da Morten Sabroe iklædt panderynke og flaneur-skjorte, gav en amuse-gueule på sin nye bog ’Libido’. Her beskriver han stolt, hvordan han forlod sin kæreste og deres kolik-ramte spædbarn, får at følge sine længsler. Datteren er naturligvis selv skyldig i dette svigt for ‘Min datter skreg. Hendes skrig forandrede vores liv. Hun var så uperfekt som et spædbarn kan være. Hun satte en revolution i gang. Min lille skrigende heltinde.”

Han forherliger sammenbruddet af den familie, han selv har medvirket til at stifte, og dækker sig ind under, at det er hans egen seje fuck-finger, til det perfekte liv vi andre tabere angler efter. Men er det ikke ham, der har tabt? Beviser det essay (og det livssyn Sabroe gør sig til eksponent for), at han om nogen har ligget under for ideen om det perfekte familieliv? Og det sekund varen ikke kunne leveres af kæreste og førstefødte, skred han mod nye og mere barmfagre horisonter.

I mine øjne er det i den grad at skyde under målet, hvis man tror, at vi som medieforbrugere ikke kan adskille billedfantasier fra virkelighed. Og jeg tror i endnu større grad, at ideen om perfekte børn, perfekte forhold og perfekte liv hører reklamer fra 50’erne til og ikke den virkelighed, vi lever i netop nu.

Som mor til to, kæreste til en og veninde til mange, føler jeg mig i den grad talt ned til, når Sabroe hævder, at man er mere revolutionær og  tro mod sig selv, hvis man giver op og rykker videre ’when the going gets tough’. Jeg kender ingen kvinder (eller mænd for den sags skyld), der tror, at det at få børn er en ’walk in the park’. Og jeg kender endnu færre, der tror, at det at få børn er lig med at skabe et glansbillede af ens liv.

Hvis der er noget familielivet ikke er, er det glamourøst. Det er vel faktisk netop det modsatte. Glamour er lig med smukke facader, vidtløftige fantasier, uhåndgribelig skønhed og ophøjede personligheder. Familieliv er nærhed, intimitet, tunge bleer og trætte bryster. Når man skaber en familie ved man ikke, hvad man går ind til. Men vejen derhen er tyk, tung og træt (og forventningsfuld og fin), så man skal være mere end almindeligt tykhudet (eller libido-drevet), for ikke at kunne regne ud, at perfektion er det absolut første begreb man giver afkald på, når man vælger at sætte nyt liv i verden. Man mister kontrol og man modtager kaos. Tager man den opgave på sig og alvorligt, får man hele verden og mere igen. Vælger man at lade være, kan man skrive en bog om andres indskrænkede liv, harcelere over vores jagt på det perfekte – og så føje spot til skade ved at smække en storbarmet side 9 pige i Scarlett Johanneson trusser på forsiden. Og så bare krydse fingre for, at den bliver en bestseller.

København – del 2

28 okt

København voksede på mig. Og selvom der blev flirtet med sønderjyske mænd og franske storbyer, gav København ikke op eller slip. Så jeg tumlede fra kollegieliv og Pariser-romancer til en håndværker-hybel på Nørrebro. Med brolagt vej til pizzeriaet, serenader fra brandbiler, veninder der sov på skift i fodenden og katten Marilyn Monroe, der lystigt jagtede potentielle bejlere væk.

Og jeg skrev speciale om angst og vildveje, mens jeg på ingen måde selv var på vildspor. Jeg var hjemme. Og jeg løb gaderne tynde og Københavns maraton med min bedste ven. Og bagefter tog vi til Kashmir koncert og blev enige om, at vi altid havde hinanden. Det håber jeg stadig, at vi har.

Og så så vi landskamp i Parken. Og Morten Helweg var pæn, og modstanderne tabte, og øllene var kolde. Og vi gik til flere fester i Møllegade, men færre fester på kollegiet og pludselig trak noget nyt. Og lykken kom løbende til tirsdagstræning gennem Fælledparken. Og han troede på hurtige biler og langsom madlavning. Og så troede han på mig, selvom jeg hverken var den sygeplejerske, han regnede med, eller indfødt københavner.

Han kendte byen og var på fornavn med hver en kantsten. Og vi måtte gerne cykle på fortovet hjem fra Jazzhouse – mig på styret, mens han trådte i pedalerne. Og pludselig blev det Grundlovsdag, og der blev friet til mig. Dagen efter gik jeg ind på mit job på Politiken og fortalte, at jeg var forlovet. ”Så skal man ikke vente med at blive gift,” rådede min redaktør mig. Og det gjorde vi heller ikke.

København – del 1

22 okt

Mens jeg skrev sidste indlæg følte jeg mig helt utro. Overfor dig København. Du er faktisk min mest oprigtige og sejlivede kærlighedsaffære, og selvom vi ikke altid har været i øjenhøjde, selvom jeg har forbandet dig for at være for stor, for lille, for ordinær, for krævende, for graffiti-malet eller for provinsiel, så mener jeg det jo ikke så slemt. For jeg elsker dig jo. 

Lige siden jeg som 4-årig kørte med en lilla ballon fra Tivoli i hånden – træt og ved midnatstid – med S-tog fra Hovedbanegården, syntes jeg København var smuk, rå, magisk. Jeg ville så gerne bo her. Og da det endelig skete, da jeg som 20-årig flyttede til Nørre Allé og Egmont kollegiet, havde jeg svært ved at tro mit eget held. Byen var smuk, selv når den var grim.

Jeg elskede søerne ved midnatstid, der i bedste dansk fredsommelig stil, havde en æg-læggende-høne og ikke en storladen ørn som vartegn. Jeg elskede Nørrebros gode genbrugsbutikker og øko-take away. Og jeg elskede at drikke vin på græsplænen i fælledparken, handle i Netto ved Vibenhusrunddel, at cykle til Skt. Hans Torv og gå på date på Pussy Galore. 

Og jeg var virkeligt vild med at cykle til Halvandet i høje hæle og kortkjole, drikke hvidvin og vælte på cyklen. Eller drikke kaffe på ’Barstarten’ på Kapelvej med min smukke, aristokratisk udseende veninde, som arbejdede der og var ’dus’ med hele redaktionen på P3. Og jeg elskede at være bartender på byens eneste provinsielle diskotek, hvor der var dobbelt-op om torsdagen og folk snavede på dansegulvet til tonerne f MC Einar og Stereo MCs, mens Kurt Trampedachs voldsomme ansigter stirrede på dem.

Jeg er slet ikke færdig med at skrive om dig, København.

Min mini-guide til Paris

18 okt

Det er ingen hemmelighed, at jeg er opvokset i et frankofilt hjem, hvor sommerferien helt obligatorisk gik til et nyt lejet hus i en lille fransk flække hver eneste sommer. Siden har jeg boet i både Avignon og i Paris, og har sågar formået at luske lidt franske forbindelser ind i mit studium (de hed Sartre og Camus), mine artikler, mine løbeture (Paris maraton er til dato det smukkeste og det varmeste løb, jeg har deltaget i) og nu er jeg så heldig at arbejde for en fransk virksomhed.

 Jævnligt bliver jeg spurgt om franske tips. Senest her til aften af en tidligere kollega, der er så heldig at tilbringe en weekend i den smukkeste, mest romantiske by, der findes overhovedet. Så kære Gry og alle andre, der skal til Paris – her er et udvalg af mine yndlingssteder:

Rue Vielle du Temple (4. Arr.) – super hyggelig gade med gode restauranter og cafeer. Anbefaler især Les Philosophes (til god, fransk bistro mad – her arbejdede jeg som ung studerende) og L’étoile Manquante (til et glas – her arbejdede jeg også og serverede et utal af Café Noisette og Kir Pêche)

Le Pain Quoitidien – økologisk (belgisk) kæde der ligger flere steder i Paris bl.a. ved metro Tuileries ( 1. arr) og metro Hotel de Ville (4. arr)– super til sund morgenmad og gode sandwich

Rue de Bretagne og Rue Charlot (4 arr.) – hyggelige gader med god shopping og masser af caféer

Rue de Trésor (4. Arr) – Fin lille gade der huser den gode og afslappede restaurant Trésor med masser af stilfulde bøsser og sultne unge kunstnertyper… og stedet hvor Anders og jeg holdt vores eget 2-mands pasta party inden Paris Maraton i april 2007

Place Dauphine (1. Arr) – yndig og romantisk plads Le Caveau du Palais  er meget hyggelig og serverer de bedste hvide asparges med sauce mousseline.

Café de Flore (Boulevard Saint Germain) – autentisk pariser romantik og her hvor eksistentialisterne hang ud. God til hvidvin og en løgsuppe – et must under Paris’ modeuge!

Colette (1. Arr) – cool og trendy koncept shopping: 213, rue Saint-Honoré. Hele området omkring Rue Saint Honoré er spækket med lækre (dyre!)butikker  – Balmain, Balencianga, Chanel – men også pariser-chikke (og mere tilgængelige) mærker som Sandro, Maje, The Kooples og Iró. Hvis du står af ved  metro Tuileries og går igennem Marché Saint Honoré  finder du både masser af hippe restauranter og amerikanske modemærker som Marc Jacobs, American Apparel

Place de Vosges (4. Arr) – romantisk og hyggelig plads… og masser af gode cafeer langs kanten til at drikke et glas Kir eller en kop Café Crème.

Museer der bør opleves: Palais de Tokyo, Pompidou Centeret, Musée D’Orsay, Musée des Arts Décoratifs og så vil jeg klart anbefale et smut i Eiffeltårnet uanset hvor stor en turist-kliché det er, og et besøg til Sacre Coeur i solskinsvejr.

En gåtur i Montmartre er også en oplevelse, ligesom en slentretur langs Saint Martin kanalen er en oplevelse.

Bastille-pladsen er en rodebutik men har en god energi – og der er loppemarked hver lørdag

Notre Dame SKAL opleves – den er smuk udefra og indvendig og kan snildt besøges på vej ud at spise på Chez Julien, der ligger tæt på (4. Arr)

Medbring en sandwich eller en flaske bobler og Hemingways ” A Moveable Feast” og hæng ud i Luxembourg Parken (eller få dig en morfar på de opstillede havestole – det kan anbefales hvis du, som jeg har været det flere gange, er gravid under dit Paris visit)

Café Marly ved Louvre – er stedet hvor ’the fashion pack’ spiser frokost eller får en aperitif, inden de skal videre til middag. Kommer du der ved 19-tiden kan du se Eiffeltårnet blive tændt. 

Bon Voyage!

Om stil og forbilleder

15 okt

For nylig var jeg så heldig at blive spurgt lidt om min stil og garderobe på den skønne blog Blame the Business. Og selvom jeg ikke blev spurgt om forbilleder, fik indlægget og opfordringen mig alligevel til at tænke over, hvem jeg helst ville bytte garderobe med. For det faktisk altid det spørgsmål, damebladene stiller – hvem ville du gerne snuppe et outfit eller otte fra? De fleste gange prøver den interviewede at slippe af sted med en ny måde atsige Kate Moss eller SJP (post Carrie Bradshaw) på. Og ja, de har da virkeligt lækre garderober, men har de en stil, jeg ville bo i. Nej.

Hvis en mikrofon blev sat foran mig ville jeg starte lidt omvendt. Jeg har nemlig altid været mere sikker på, hvad jeg vil have på, når jeg bliver 60, end hvad jeg skal tage på i morgen. Så når jeg blive 60 (eller måske endda før), håber jeg, at jeg ligner en fabelagtig krydsning mellem Diane Keaton og Suzanne Brøgger – inklusiv slips, turban, små briller og virkeligt meget kôhl. Flere af mine venner har påpeget, at jeg snarere kommer til at ligne Barbra Streisand i ‘Meet the Fockers’.

Mit 40-50 årige selv vil virkeligt gerne hugge Julia Roberts’ tøj i filmene ‘Eat, Pray, Love’ , ‘Closer’ og sågar ‘Stepmom’. Jeg elsker det. Der er altid hatte og huer i spil, hyggelig strik, store tørklæder, stramme læderbukser og et eller andet, der lugter lidt af perler, yoga og spiritualitet. Ikke at jeg har tålmodighed til yoga (endnu). Men tøjet er virkeligt pænt. Og så har hun masser af huller i ørerne ligesom mig. Og der stoppede lighederne så.

Nu er jeg så i 30’erne. Og det er langt den sværeste alder at påklæde, for du er ikke ung, og du er ikke gammel. Du vil gerne være voksen, ikke damet. Du vil gerne følge med, men ikke prøve for hårdt. Mine børn er for små til ikke at efterlade havregrød, fedtfingre og mælkeskægsaftryk på mit tøj – og for store til, at jeg kan tillade mig at foregive, at jeg befinder mig i en babyboble og derfor ikke har registreret det. Men altså: Min stil – hvis jeg havde no limits – skulle hedde “Skandinavisk Vagabond Chic”. Og jeg vil stjæle skruppelløst fra svenske Columbine Smilles fantastiske Alaia sko, ternede tørklæder og oversize-jakker, tilsætte lidt moder-jord-parisisk-lækkerhed a la Julia Restoin Roitfeld (ja, hendes mor er Carine) og toppe det hele af med blondekjoler, støvler og boheme-hår som kun Mary-Kate Olsen kan slippe af sted med det. 

Vil du tjekke mine tv-serie-style-crushes ud, finder du dem her.

Taknemmelighed og en vinder

13 okt

Det har været en af de uger, der inden jeg tog hul på den slet ikke troede kunne realiseres. Der var proppet så meget arbejde og fornøjelse ind på så få timer, at  hverken min kalender eller mit hoved kunne gabe over det. Og uden jeg helt forstår hvordan, er søndag kommet – træt og mæt som den dag plejer at være – men fuld af minder og tak.

For jeg fik drukket vin og lavet ferieplaner med tidligere kolleger, der udlever drømme, sætter nye standarder for kreativitet og skaber verdens smukkeste magasin; var til et overordentligt fint arrangement om skønhedsbranchen og PR foranlediget af denne skønhedsguru, fejrede at dette skønne magasin fyldte 5 år, var til mit første og smukkeste surprise bryllup (jo, de findes skam – og det var ægteparret og ikke gæsterne, der blev overrasket), og til en fin, fin 1 års fødselsdag for et lille menneske, jeg satser på at holde mig meget tætte venner med resten af livet. Han er nemlig lige så ualmindeligt vidunderlig som sine forældre – og samtidigt så sprællevende sin egen, som kun en fyr på 1 år kan være det.

Samtidig har jeg haft travlere end travlt på arbejdet, men er føler mig mere lykkelig end længe, fordi jeg ud over at have arbejdet med nogle af skønhedsbranchens dygtigste folk ( hende herhende her og hende her) også har fået mig en ny kollega. En af dem, der tager fat, tager fra, bidrager begavet, smiler med øjnene og har samme ivrige energi efter at få tingene til at lykkes som jeg selv har. Dem der tror, at arbejdsglæden først og fremmest ligger i de opgaver du skal håndtere, eller den løn du modtager tager så helt igennem fejl. Det gode arbejdsliv starter med de rigtige kolleger.

Og så er jeg taknemmelig, fordi jeg kan afrunde ugen med at give  Caitlin Morans “Kunsten at være Kvinde” væk. Random.org hjalp mig med at finde vinderen, og det blev:

Nummer 4 – Lise D

Tillykke! Send mig din adresse, og der kommer en god læseoplevelse i din retning.

%d bloggers like this: