Smut over på Sines Sider

Denne blog er rykket – fremadrettet er jeg at finde på sinessider.com

Nye tider og nyt domæne

Dette bliver mine sidste post. På dette domæne. Navnet på min blog, passer ikke længere til mig eller til den. Det er svungent, fint og fransk, men nu rykker jeg videre til noget nemmere, mere læsevenligt og ja, mindre anonymt.

Dygtige Emma er i skrivende stund ved at hjælpe mig med, at realisere min nye blog profil. Emma er en af hverdagens heltinder, der knokler på med job, rejser, en succesfuld blog og samtidig er en loyal veninde, fantastisk søster og en meget pålidelig babysitter for sin niece og nevø. Og hun klarer det hele iført pencil skirts, skarpe stiletter og snorlige eyeliner. Jeg beundrer Emma, fordi hun er den mest feminine og festlige it-nørd, jeg kender. Og jeg er virkelig taknemmelig for, at hun vil tage mig i hånden og gøre ‘wordpress for dummies’ mere hyggeligt og mindre frustrerende, end jeg havde frygtet.

Næste post fra min hånd, vil du kunne læse på mit spritnye domæne: sinessider.dk… og vi har flottet os – er du mere til .com, befinder jeg mig også der. 

Tak fordi I har læst med her… jeg håber I vil følge med mig over til mit nye ‘hjem’.

Om tidlige morgener og vemodige minder

Sidste år på denne tid havde jeg en lille baby. Der var mor-syg, blød og blid. Og vågen. Klokken 5. Hver morgen. Jeg var på barsel, og jeg nød det endnu mere, end jeg har indrømmet overfor mig selv. At være på nogens mor på fuld tid. Men når det er så tidligt om morgenen, at det mere minder om nat, er babyliv og moderfølelser knap så romantiske. Særligt fordi hjemmet skulle holdes tyst, så storebror ikke vågnede træt og morgengnaven.

En morgen gjorde jeg det eneste, jeg kan finde ud af at gøre i søvne. Jeg tog løbetøj, løbesko, reflekser og pandebånd på. Og jeg pakkede den lille morgenfriske baby i et overdådigt mismask af rulam, goretex, fleece, uld og hvad der ellers kunne holde ham varm. Og så løb vi. Under en frostklar stjernehimmel omkring søerne, hvor nogen stavrede hjem fra byen, andre var på vej ud på avisruten, men de fleste – langt de fleste – holdt sig fra gaden og gassede sig i deres seng. 

Som jeg løb der med min pludrende løbemakker, tænkte jeg bestemt ikke, at netop dette minde ville jeg tænke tilbage på med vemod. Jeg tænkte snarere på, hvornår denne søvnfase mon ændrede sig; hvad der mon ventede os om en uge, en måned, et år; og så tænkte jeg på den kaffe, der ventede på mig, når jeg kom hjem.

Nu savner jeg de morgener. Jeg er stadig oppe ved fem-tiden, men nu sover resten af min familie (for det meste) videre. Og jeg er alene ude på mine frostklare og nattesorte morgenture. Og jeg savner min lille-bitte løbemakker, der nu er en stor, flot fyr  – som hverken er morsyg eller blid længere. Den fase må han gerne vende tilbage til.

Om vejr, vind og lidt om glimmeronsdag

Herhjemme har vi en aftale: Vi taler ikke om vejret, og vi brokker os ikke over syge børn. Det første emne er lakmusprøven på, om man har noget at tale om; andet emne er vi ikke herrer over alligevel – og det er måske, det næstmest kedelige emne i verden. Men nu misbruger jeg bloggen et kort sekund, for at få luft for det, vi alle tænker. Der er 100 år til forår – og overlever vi det igen i år? Kan vi klare flyverdragter, sjap, forsvundne vanter, fortabte huer, røde næser, hæse røster, blå hænder og sprukne læber? Kan vi komme igennem vinteren uden så mange (barns) sygedage, at der stadig er feriedage tilbage, når vi når hen til juni? Hvor meget risengrød, hvor mange rom-toddy’er og hvor mange æsker strepsil skal vi nedsvælge, for at nå ud på den anden side? Ærligt talt: jeg gruer for de næste mørke måneder. For selvom jeg prøver at proppe dem med clementiner, julelys, vin chaud og flettede hjerter, så synes mængden af kulde, vinter, træthed og mørke indimellem uoverskuelig.

Godt vi har glimmeronsdag i morgen. Og igen i næste uge. Og også på den anden side af jul. Jeg tror, jeg vil iføre mig pailletter og uldent undertøj i morgen…

Bekendelser fra en brød-elsker

Brød er udskældt. Vi må ikke spise det – ikke for meget i hvert fald – og i tilfælde af, at vi drister os ind i lagkagehuset og køber et müslibrød med-det-hele, skal vi i hvert fald tilstå, at vi har syndet. Helst offentligt eller i hvert fald til de tre nærmeste veninder. På instagram kan jeg følge pæne kendisser, der bliver tynde og senede, fordi de har forsaget alt fra tebirkes til håndværkere. Og de savner slet ikke brødet. Siger de.

Jeg er hverken meget tynd eller meget langlemmet. Højden kan jeg med god rimelighed tilskrive generne, men hvad med topmaven og de runde kinder. Er det brødets skyld? Jeg ved det ikke. Men jeg ved i hvert fald, at brød i min bog aldrig kan blive beskyldt for at være en last.

Mit brød er mættet med minder. Da jeg var lille holdt min far kæmpe bage-seancer i køkkenet, der frembragte surdejsrugbrød der duftede lidt af nisseøl, kærnemælks-brød med sirlige fletninger på toppen og imposante sigtebrød, der helst skulle spise friske med ’rund ost’ – flødehavarti var nemlig også helt stueren dengang midt i firserne.

I folkeskolen duftede eftermiddagene af krydderboller med smeltet smør eller flødeost. Og aftensnacken i Maries kunstneriske hippie-hjem var ristet rugbrød med Klovborg ost og hindbær syltetøj. Da jeg som 18-årig på ubehjælpsomt gymnasiefransk skulle begå mig et halvt år i Avignon, var det bageren, jeg lettest kommunikerede med. Jeg bad om et ’baguette a l’ancienne, s’il vous plaît’ hver dag på vej hjem fra ’Formation Continue’. Han smilede bredt af min tykke accent, men gav mig altid et af de nybagte, lune brød på risten fremfor de kolde på hylden.

På kollegiet vandt jeg min nabos hjerte med hjemmebag. Hun var en ’cool chic’, der brugte stiletter som sutsko, læste medievidenskab og argumenterede højlydt for menneskehedens ret til reality tv, kvinders ret til frimodighed og vores lille fællesskabs ret til opmærksomhed. Jeg elskede hende. Og bagte boller og rettede dem an på bakker med te og frugt. Og så så vi Twin Peaks og Truffaut og Sex and The City og Big Brother. Og vi byttede tøj og hemmeligheder – og masser af brød. Hun købte bage-blandinger, solsikkekerner og kaldte mig Sine-mor.

Da jeg flyttede til Paris havde vi ikke en rigtig ovn. Men jeg lærte at grillet, daggammelt brød er allerbedst til Chèvre Chaud. Så det spiste min roomie og jeg meget af. Vi spiste også endnu mere baguette – særligt fredag og lørdag hvor rødvin og cigaretter var givet fri ,og vi spillede backgammon som gjaldt det livet.

Jeg har insisteret på at bage mig igennem mit ægteskab og mine to barsler. I 30 graders hedebølge og ved midnatstid hvis vi mangler til næste morgen. Når andre mediterer eller er ’mindfull’ i et andet nu, så finder jeg dejtruget frem. Jeg bliver nok aldrig mynde-tynd med alt det brød, jeg insisterer på at bevare i mit liv. Men jeg ville være aldeles ulykkelig uden.

Min indre skade anbefaler glimmer

Jeg havde ikke haft mit nuværende job i mange uger, før min kære britiske kollega tørt konstaterede at jeg var ’en skade’. Og hun har ret. Alt hvad der glitrer, glimter og er lidt too much – det er lige mig. Derfor er det også en ren luksus at have et job som mit, der handler om at promovere skønhed, selvtillid og ja, glimmer. Særligt fordi det er så fin en kontrast til mit hjemmeliv, hvor jeg er omgivet af stærke mænd med hang til hurtige biler, lyssværd og senest ninja’er.

For nyligt fik jeg lov til at åbne min personlige beauty box her, og det satte en masse tanker i gang om, hvad det er makeup kan. For ikke alene kan makeup forskønne og forfine – det kan også forny alle de ting, du allerede har købt.

I den ånd, og fordi fest, julefrokoster og glögg-gilder kun er få kalenderblade væk, vil jeg påpege de få produkter, der kan gøre den store forskel. Personligt skal jeg hverken købe nye sko, kjole eller diadem denne december. Men jeg vil give mine vipper et  kærligt strøg stjernestøv, med denne geniale mascara top coat fra L’Oréal Paris:

Den er i butikkerne fra næste uge, men kun i begrænset antal – og det er den investering, der skal spice min sorte, julekjole op igen i år.

Og så er der neglene. Som jo både er blevet  moderne kvinders bedste ven og mest subtile accessory. Essie er min absolutte favorit, når det kommer til lakker – ikke mindst glimmer lakker. A cut Above og  Set in Stones glimter på mine fingre nu… og det vil de gøre frem til nytårsaften.

København – del 3

Aldrig så snart havde vi sagt “ja”, før vi var omsluttet af København igen. Og hverdagen fandt vej til vores nye liv, der ikke var som det gamle. Og jeg havde knap nok kysset modeugen i Paris farvel og booket flybilletter til maraton i New York, før virkeligheden kaldte mig ned på jorden… og min mave voksede.

Og vi blev enige om, at vi hellere måtte træffe nogle voksne valg. Nu. Kigge på noget med have, plads til grill og en udesovende barnevogn – og tæt på en murstensrød kommuneskole. Vi kunne endda købe en Jack Russell, og jeg kunne overveje et job på deltid og skrive i udestuen. Modvilligt besøgte vi forstaden. Han fik kolde fødder, jeg fik klaustrofobi og gåsehud. Vi ilede tilbage til byen. Jeg tog til modeuge i pailletter, stilletter og 5-måneders mave. Han fandt en lejlighed betryggende tæt på Frederiksberg Have, barselscafeer – og Vesterbros larm, Nørrebros rod og indre bys liv.

København har passet så fint på vores børn og barselsliv. Fyldt os op med take away fra Gl. Kongevej og matinéer i Grand bio. Givet os nye venner. Sikret os fyrværkeri-fyldte nytårsfester, når småbørnslivet bød os at blive hjemme. Never a dull moment. Og selvom Købehavn er flabet, når vi skal finde parkering efter en lang arbejdsdag; pisseirriterende, når vi skal have to børn i flyverdragter og ned fra 4. Sal og trodse morgentrafikken i tide til udflytterbørnehave-bussens afgang; arrogant, når vi ydmygt efterspørger lidt service, efter vi har betalt 40 kroner for kaffe med mælk; og kedelig, når den overholder alle regler og er hermetisk lukket søndag klokken fem, så ville jeg ikke bytte med noget.

København, så længe du vil huse os, går vi ingen steder. Jeg får hjemve bare ved tanken om at forlade dig.

Navneleg og sprogforbistring

Min blog har haft et problem gennem længere tid. Nogen vil mene flere, men jeg mener et i særdeleshed. Navnet. Det er fint og pompøst og meget i tråd med min livsholdning. Men jeg må jo indrømme, at det hverken er mundret og eller nemt at huske… eller endnu værre: at stave til.

Så jeg er ude i en lille navneleg og snarlig renovation af bloggen. Den skal gøres rent, ryddes op og omdøbes. Allerhelst kaldte jeg den sine qua non. Det skulle den faktisk have heddet, den gang jeg startede den. Igen herligt pompøst og med mulighed for at fylde lige det indhold ind i den, der voksede ud af mit liv, mine tanker og mine medmennesker. Men navnet er snuppet. Naturligvis. Jeg er åben overfor input, så smid en kommentar, hvis du har et genialt navn.

 

Sabroe og syndefald

Der er ikke noget som at blive provokeret. Få rykket sine holdninger, vendt sine egne sandheder på vrangen eller bare bliver rykket lidt rundt i ens egen hverdag. Og jeg har det faktisk ret godt med alle de debatter, der er her, der og i alles frokostpauser, mødregrupper og parmiddage om de sociale medier, vores visuelt drevne kultur og hvad alle de filtre og fotos gør ved vores fremstilling af os selv og vores forståelse af andres liv.

Og der bliver talt meget om, at vi jo redigerer, photoshopper og kuraterer vores livs fortælling. Og hvad værre er: vi stræber efter at være perfekte. At det er blevet en af hvor tids mest fortærskede klicheer – at kvinderne både vil have spelt i mund og attaché-mappe under armen, mens mændene på en gang skal være virile alfa-hanner men også fædre der overbevisende taler både giraf-sprog og palæo-lingo – er der intet nyt i. Dét, der provokerer mig er, når det pludselig bliver brugt som et adelsmærke, at man svigter sit selvskabte ansvar og den pligt der følger med at blive forælder – for hvad? For at følge sin ’lyst’.

Min forargelse blev sat i gang, da Morten Sabroe iklædt panderynke og flaneur-skjorte, gav en amuse-gueule på sin nye bog ’Libido’. Her beskriver han stolt, hvordan han forlod sin kæreste og deres kolik-ramte spædbarn, får at følge sine længsler. Datteren er naturligvis selv skyldig i dette svigt for ‘Min datter skreg. Hendes skrig forandrede vores liv. Hun var så uperfekt som et spædbarn kan være. Hun satte en revolution i gang. Min lille skrigende heltinde.”

Han forherliger sammenbruddet af den familie, han selv har medvirket til at stifte, og dækker sig ind under, at det er hans egen seje fuck-finger, til det perfekte liv vi andre tabere angler efter. Men er det ikke ham, der har tabt? Beviser det essay (og det livssyn Sabroe gør sig til eksponent for), at han om nogen har ligget under for ideen om det perfekte familieliv? Og det sekund varen ikke kunne leveres af kæreste og førstefødte, skred han mod nye og mere barmfagre horisonter.

I mine øjne er det i den grad at skyde under målet, hvis man tror, at vi som medieforbrugere ikke kan adskille billedfantasier fra virkelighed. Og jeg tror i endnu større grad, at ideen om perfekte børn, perfekte forhold og perfekte liv hører reklamer fra 50’erne til og ikke den virkelighed, vi lever i netop nu.

Som mor til to, kæreste til en og veninde til mange, føler jeg mig i den grad talt ned til, når Sabroe hævder, at man er mere revolutionær og  tro mod sig selv, hvis man giver op og rykker videre ’when the going gets tough’. Jeg kender ingen kvinder (eller mænd for den sags skyld), der tror, at det at få børn er en ’walk in the park’. Og jeg kender endnu færre, der tror, at det at få børn er lig med at skabe et glansbillede af ens liv.

Hvis der er noget familielivet ikke er, er det glamourøst. Det er vel faktisk netop det modsatte. Glamour er lig med smukke facader, vidtløftige fantasier, uhåndgribelig skønhed og ophøjede personligheder. Familieliv er nærhed, intimitet, tunge bleer og trætte bryster. Når man skaber en familie ved man ikke, hvad man går ind til. Men vejen derhen er tyk, tung og træt (og forventningsfuld og fin), så man skal være mere end almindeligt tykhudet (eller libido-drevet), for ikke at kunne regne ud, at perfektion er det absolut første begreb man giver afkald på, når man vælger at sætte nyt liv i verden. Man mister kontrol og man modtager kaos. Tager man den opgave på sig og alvorligt, får man hele verden og mere igen. Vælger man at lade være, kan man skrive en bog om andres indskrænkede liv, harcelere over vores jagt på det perfekte – og så føje spot til skade ved at smække en storbarmet side 9 pige i Scarlett Johanneson trusser på forsiden. Og så bare krydse fingre for, at den bliver en bestseller.

København – del 2

København voksede på mig. Og selvom der blev flirtet med sønderjyske mænd og franske storbyer, gav København ikke op eller slip. Så jeg tumlede fra kollegieliv og Pariser-romancer til en håndværker-hybel på Nørrebro. Med brolagt vej til pizzeriaet, serenader fra brandbiler, veninder der sov på skift i fodenden og katten Marilyn Monroe, der lystigt jagtede potentielle bejlere væk.

Og jeg skrev speciale om angst og vildveje, mens jeg på ingen måde selv var på vildspor. Jeg var hjemme. Og jeg løb gaderne tynde og Københavns maraton med min bedste ven. Og bagefter tog vi til Kashmir koncert og blev enige om, at vi altid havde hinanden. Det håber jeg stadig, at vi har.

Og så så vi landskamp i Parken. Og Morten Helweg var pæn, og modstanderne tabte, og øllene var kolde. Og vi gik til flere fester i Møllegade, men færre fester på kollegiet og pludselig trak noget nyt. Og lykken kom løbende til tirsdagstræning gennem Fælledparken. Og han troede på hurtige biler og langsom madlavning. Og så troede han på mig, selvom jeg hverken var den sygeplejerske, han regnede med, eller indfødt københavner.

Han kendte byen og var på fornavn med hver en kantsten. Og vi måtte gerne cykle på fortovet hjem fra Jazzhouse – mig på styret, mens han trådte i pedalerne. Og pludselig blev det Grundlovsdag, og der blev friet til mig. Dagen efter gik jeg ind på mit job på Politiken og fortalte, at jeg var forlovet. ”Så skal man ikke vente med at blive gift,” rådede min redaktør mig. Og det gjorde vi heller ikke.